Byens kvarterer

af Det sker på Østerbro

København er en by med mange spændende bydele, der har hver deres unikke charme og særlige karakter. Her findes en kerne af beboere, som elsker netop deres lokalområde. Bydelens beboere samles i grupper på Facebook, hvor de deler arrangementer og råd til, hvad der sker i storbyens mange små lokalsamfund. Her får du nogle af disse gruppers bedste bud på bydelenes skjulte perler. God fornøjelse.

En lokal oplevelse

Det kan være svært at være en god nabo i en hektisk hverdag. Derfor har beboerne på Østerbro valgt at lave en Facebook-gruppe, hvor de værner om fællesskabet i lokalmiljøet. Her kan man følge med i, hvad der sker i området – alt fra arrangementer, gode råd og uimodståelige tilbud fra lokale butikker.

Bopa Plads

Løgstørgade 8, 2100 København Ø

Bopa Plads er en af Østerbros hemmelige perler. Pladsen er et skjult mødested, hvor københavnerne mødes til en hyggesludder og nyder hinandens selskab. Der er store, grønne træer, hyggelige cafeer og en atmosfære, der er svær at finde andre steder.

Park Bio

Østerbrogade 79, 2100 København

Et besøg hos Park Bio giver dig følelsen af at sidde hjemme i din egen stue med en kop kaffe, imens du ser en god film. Biografen er nemlig indrettet som en hyggelig stue med lænestole og ægte tæpper. Her er det oplagt at hoppe i hyggetøjet og nyde en tur i en helt særlig biograf.

Brumleby

2100 København Ø

Oplev en lille unik bydel kun få kender til. Her kan du blandt andet besøge Københavns første brugsforening, der nu er et museum og betragte bydelens særlige huse og fine detaljer. Du vil mærke en helt særegen stemning og få en anderledes oplevelse ved at vandre rundt og hilse på beboerne i den lille by i byen.

En Bydel Fyldt Med Charme

af For alle os der holder af Frederiksberg

Denne gruppe er for alle, der har en relation til Frederiksberg. Her deles alle de gode historier, nye og gamle billeder, og der er også plads til at søge efter gamle venner og bekendte. Fællesskabet i gruppen værner om en hyggelig og positiv ånd.

Frederiksberg Have

2000 Frederiksberg

Københavnerne er generelt glade for at tage deres kaffe med på en gåtur – og Frederiksberg Have er det perfekte sted at spadsere rundt med en cafe latte i hånden. Om sommeren er plænen foran slottet et samlingspunkt, hvor venner og familier mødes og soler på medbragte tæpper. Havens hyggelige, små kroge, øer, springvand og stier er med til at skabe en helt særlig stemning og ro. Her kan du også opleve det Kinesiske Lysthus, der har en unik placering på en lille ø omgivet af kanaler. Og hvis du er heldig, kan du få et gratis glimt af elefanterne fra zoologisk have, som kan ses fra havens sydvestlige hjørne.

Thiemers boghandel

Tullinsgade 24, 1618 København

Besøg en oase af fordybelse og debat med gode bøger i smukke omgivelser og med en god kop te eller kaffe i hånden. Boghandlen er kendt for sine søndagsarrangementer med tidens bedste og mest aktuelle forfattere. Et besøg her kan nemt blive en inspirerende oplevelse.

Pubquiz på Frederik VI

Frederiksberg Allé 42, 1820 Frederiksberg

På Frederik VI kan du kombinere traditionelt, dansk smørrebrød med pubquiz. Stedet sætter en ære i, at alle skal føle sig velkomne i en uhøjtidelig og rar atmosfære. Pubquizzen er et perfekt sted at møde de lokale fra Frederiksberg til en hyggestund i weekenden.

Kanalernes Bydel

Beboerne på Christianshavn har oprettet gruppen i ønsket om en fælles opslagstavle for oplevelser i lokalområdet, hvor alle kan byde ind med anbefalinger og spørgsmål.

Sofiebadet i Sofiegade

Sofiegade 15, 1418 København

Sofiebadet på Christianshavn er grundlagt i 1906 og blev genåbnet i 2010 af christianshavnerne. Ildsjælene bag stedet har ønsket at bevare mange af de fine gamle detaljer. Sofiebadet var oprindelig en badeanstalt og et vaskehus for de fattige klasser. I dag er badet åbent for alle og har fokus på økologiske og bæredygtige løsninger. Et besøg i Sofiebadet vil være en oplevelse rig på historie i omgivelser, det kan være svært at finde andre steder.

Fristaden Christiania

1440 København

En anderledes oplevelse er et besøg på fristaden Christiania. Fristaden er et grønt og bilfrit område bedst kendt for sit alternative samfund og hashhandlen på Pusher Street. Her kan du opleve kreative selvbyggerhuse i alverdens farver og former og mange økologiske spisesteder. Husk at Christiania er meget større end kun Pusher Street – man kan f.eks. gå en tur langs volden og se de historiske selvbyggede huse. Besøg Fristaden i henhold til anbefalinger på Visitcopenhagen.dk.

En gåtur langs kanal og havn

Overgaden Oven Vandet, 1415 København

Christianshavns kanal, der er kendt for sit aktive sejlermiljø med mange husbåde og sejlskibe, er et oplagt sted til byvandring. Med bydelens mange caféer har du rig mulighed for at købe en kaffe-to-go, og på en god solskinsdag kan du opleve christianshavnerne hænge ud langs kanalen. Hvis du bliver træt i benene, kan du nemt hoppe på kanalrundfart og opleve København fra vandet.

Lokale Og Unikke Oplevelser

af Valby 2500 for os der holder af Valby

Gruppen samler alle dem, som holder af Valby og har en interesse i fællesskabet. Mange af gruppens medlemmer er født og opvokset i Valby og kender derfor området som deres egen bukselomme. Her deles der ud af alle de gode råd til lokale og autentiske oplevelser.

Carlsbergkvarteret

Bjerregårdsvej, 2500 København

Nyd en slentretur i Carlsbergkvarteret, hvor du har mulighed for at opleve Jesuskirken, de spændende palævillaer og de sjove bindingsværkshuse ’Frans Schwartz Villa og ’Onkel Toms hytte’. Gaderne emmer af historie og hygge, så det kan være en god ide at finde de behagelige sko frem for at tage på opdagelse blandt kvarterets mange skjulte perler.

Valby kino

Gammel Jernbanevej 40, 2500 Valby

Du kan også tage på opdagelse i den lokale biograf, der drives af frivillige og har byens måske hyggeligste atmosfære. Her vises alt fra niche-film til blockbusters, og der bliver afholdt arrangementer som dynebio og filmklub for børn.

Gåture og picnic på Vestre Kirkegård

Vestre Kirkegårds Allé 15, 2450 København

Det undrer måske mange turister, at københavnerne har tradition for at hygge sig og hænge ud på kirkegårde. Kirkegårdene fungerer dog som rolige og smukke åndehuller, hvor man kan puste ud fra det travle hverdagsliv. På Nørrebro er det den centrale Assistens Kirkegård, der bliver brugt til hygge og leg. I Valby er det Vestre Kirkegård, hvor de lokale medbringer picnickurve og slår sig ned på plænen foran søen. Vestre Kirkegård er også rig på kunst og kultur. Sørg f.eks. for at gå ad stjernevejene mod Søndre Kapel, og se kunstværket med de ni meter høje stålportaler, der strækker sig mod de fire verdenshjørner.